Hadith (Dansk)

Natur og oprindelse

udtrykket Hadith stammer fra det arabiske rod ḥ-u-th betyder “at ske” og så “at fortælle en happening”, “til rapport”, “at have eller give, som nyheder,” eller “at tale om.”Det betyder tradition set som fortælling og rekord. Fra Hadith kommer Sunnah (bogstaveligt talt, en ” godt trådt vej— – dvs. taget som præcedens og autoritet eller direktiv), som de troende er i overensstemmelse med underkastelse til den sanktion, Hadith besidder, og at legalister, på den grund, kan påbyde., Tradition i Islam er således både indhold og begrænsning, Hadith som den biografiske grund af loven og Sunnah som systemet af forpligtelse stammer fra det. I og gennem Hadith, Muhammad kan siges at have formet og bestemt fra graven adfærdsmønstre af husstanden af Islam ved posthum ledelse hans personlighed udøves. Der var stort set to faktorer, der opererede med henblik herpå., Den ene var Muhammeds unikke status i islams genesis, og den anden var den hurtige geografiske udvidelse af den nye tro i de første to århundreder af sin historie til forskellige områder af kulturel konfrontation. Hadith kan ikke med rette vurderes, medmindre målingen af disse to elementer og deres interaktion er korrekt taget.

oplevelsen af muslimer i de erobrede territorier i vest-og Mellemasien og Nordafrika var relateret til deres tidligere tradition., Islamisk tradition var solidt funderet i betydningen af Muhammeds personlige skæbne som Profeten-instrumentet for Koranen og Guds apostel. Ledetråden til tradition som institution i Islam kan ses i betragtning af shahddah, eller “vidne” (“der er ingen Gud, men Gud; Muhammad er Guds profet”), med sine to ting som uadskillelige overbevisninger—Gud og budbringeren. Islamisk tradition følger af det primære fænomen Koranen, modtaget personligt af Muhammad og dermed uløseligt forbundet med hans person og agenturet for hans kald., Anerkendelse af Koranen som skrift af det islamiske samfund var uadskillelig fra anerkendelse af Muhammad som dens udpegede modtager. I denne kaldelse havde han hverken med eller partner, for Ifølge Koranen talte Gud kun til Muhammad. Da Muhammad døde i 632 e. kr., var det hul, der således blev skabt i muslimernes følelser og mentale univers, rystende bredt. Det var også permanent. Døden havde bragt åbenbaringen i Koranen til ophør. Med det samme slag var den bibelske mægling afsluttet, såvel som profetisk tilstedeværelse.,profetens død siges at være sammenfaldende med åbenbaringens perfektion. Men den perfekte lukning af både bogen og profetens liv, skønt i den forstand triumferende, var også besværlig, især i betragtning af de nye skiftende omstændigheder, både rum og tid, i den geografiske ekspansion af Islam. I alle de nye pres fra historiske omstændigheder, Hvor var retning at søge?, Hvor, hvis ikke fra samme kilde som det bibelske talerør, hvem i kraft af denne fuldendte status var blevet det guddommelige ords åbenbaringsinstrument og kunne derfor tages som et evigt indeks til det guddommelige råd? Traditionernes instinkt og vækst er således en integreret del af selve Islam, Muhammads og Koranens natur. Igangværende historie og den udvidede spredning af muslimske troende gav anledning og anspore til udarbejdelse af Hadith.