The Treasures of Timbuktu
hvid kappe flagrende i ørkenen brise, Moctar Sidi Yayia al-.angari fører mig ned en sandet gyde forbi æsler, tomgang mænd og rygsæk-toting børn farende ud til skole. Det er en lys morgen, min anden i Timbuktu, i det geografiske centrum af Mali, og al-.angari tager mig til at se projektet, der har fortæret ham i de sidste tre år. Vi ænder gennem en buegang i maurisk stil og går ind i hans hjem, en to-etagers stenstruktur bygget omkring en konkret gårdhave., Med en jernnøgle låser han Døren op til et opbevaringsrum. Filigrees af lys strømmer gennem et beskidt vindue. Luften inde er forældet, redolent af meldug og jord.
“regarde.,” siger han.
når mine øjne tilpasser sig semidarkness, tager jeg scenen: revnede brune vægge, rustende cykler, gryder, pander, jute sække med ris mærket produkt fra VIETNAM. Ved mine fødder ligger to dusin træ-og-metal kister dækket af støv. Al – .angari vipper låget på en af dem og afslører stakke af gamle bind bundet i flettet læder., Jeg henter en bog og vender de gulende sider, stirrer på elegant arabisk kalligrafi og indviklede geometriske design, nogle bladede i guld. Turkise og røde farvestoffer er stadig synlige inde i Rillede diamanter og polygoner, der dekorerer dækslet.under hensyntagen til mængderne trækker jeg tilbage: det sprøde læder er begyndt at bryde fra hinanden i mine hænder. Århundreder gamle sider flagrer fra ødelagte bindinger og smuldrer i rester. Nogle mængder er oppustet og misdannet af fugt; andre er dækket af hvid eller gul skimmel., Jeg åbner et manuskript om astrologi, med kommentarer omhyggeligt håndskrevet i små bogstaver i margenerne: blækket på de fleste sider er sløret til ulæselighed. “Denne er rådden,” mumler al-.angari og sætter en vandtæt Koran til side fra det 16.århundrede. “Jeg er bange for, at det ødelægges fuldstændigt.,”
I midten af det 16 århundrede, Mohammed, abu Bakr al-Wangari, en Islamisk lærd fra byen Djenné, migreret mod nord til Timbuktu, derefter en by af måske 100.000 og en religiøs, uddannelses-og handelsby, og grundlagde Universitetet i Sankoré, en løs tilknytning af moskeer og private hjem, der gives tilskud til undervisning til tusindvis af studerende. I løbet af de næste 30 år samlede al-.angari håndskrevne bøger om emner, der spænder fra historie til poesi til astronomi, fra både Timbuktu og andre dele af den islamiske verden., Efter den lærde ” s død i 1594, bøgerne videre til hans syv sønner, og efterfølgende spredt til en stadigt voksende kreds af familiemedlemmer. Og der de forblev indtil for tre år siden, da al-.angari, 15 generationer fjernet fra den oprindelige opkøber, satte sig for at genvinde sin familie”s Skatte. “Det er en kolossal opgave,” siger al-42angari, 42. Slank og intens studerede han arabisk litteratur i Fe., Marokko og arbejdede senere som UNESCO-konsulent i Dakar, Senegal. “Jeg arbejder på dette hvert vågent minut, og jeg får ikke engang betalt en franc.,”
lidt senere fører han mig længere ned ad gyden til en halvfærdig bygning, præget af et skilt, der læser al-.angari LIBRARY RESTORATION PROJECT, hvor arbejdere mørtel betonblok vægge og lægge mursten til tørre i solen. Vi krydser en gårdhave, går ind i et dyster interiør og går forbi dinglende ledninger, stabler af marmorfliser og gabende huller, der venter på vinduer. “Dette vil være læsesalen,” fortæller han mig og bevæger sig til en bare celle med et snavsgulv. “Herovre, værkstedet til reparation af manuskripterne.,”Så påpeger al-.angari midtpunktet i hans nye skabelse: et hvælving forbeholdt knoglerne til hans forfader, Mohammed abu Bakr al-.angari, der boede i huset, der engang stod på dette sted. “Han ville være glad for at vide, hvad der sker her,”siger han.
i århundreder, manuskripter som disse forblev nogle af Afrikas bedst bevarede hemmeligheder. Vestlige opdagelsesrejsende, der passerede Timbuktu i begyndelsen af 1800-tallet, nogle forklædt som muslimske pilgrimme, nævnte dem ikke. Franske kolonisatorer kørte en håndfuld til museer og biblioteker i Paris, men for det meste forlod ørkenen tomhendt., Selv de fleste Maliere har vidst noget om de skrifter, der mener, at den eneste repositories i regionen”s historie og kultur var omrejsende-musiker-entertainere-oral historikere kendt som grioter. “Vi har ingen skriftlig historie,” jeg blev forsikret i Bamako, Malis hovedstad, af Toumani Diabate, en af Malis mest berømte musikere, der sporer hans griot slægt tilbage 53 generationer.
på det seneste er manuskripterne imidlertid begyndt at sive ud i verden., Lokale arkæologer jager ned mængder begravet i ørkenhuler og skjult i underjordiske kamre, og arkivister samler mistede samlinger på biblioteker. Sydafrikas ” præsident, Thabo Mbeki, og Harvard professor Henry Louis Gates Jr.har lånt deres navne og prestige til restaurering projekter. Udenlandske akademikere og bogrestauranter er ankommet til Timbuktu, leverer ekspertise, penge og materialer til at redde manuskripterne, før det er for sent. Forkert opbevaret i århundreder er mange af disse værker allerede blevet ødelagt., Varme og tørhed har gjort siderne skøre, termitter har fortæret dem, støv har forårsaget yderligere skader, og udsættelse for Fugtighed i regntiden har gjort bøgerne sårbare over for meldug, hvilket får dem til at rådne. “Vi er i et løb mod tiden,” siger Stephanie Diakit., en amerikaner med base i Bamako, der driver workshopsorkshops i Timbuktu om bogbevarelse.,
manuskripter male et portræt af Timbuktu som Cambridge eller Oxford i dag, hvor det er fra 1300-tallet til slutningen af 1500-tallet, studerende kom fra så langt væk som den Arabiske Halvø til at lære på fødder af masters of jura, litteratur og videnskab. På et tidspunkt, hvor Europa opstod fra middelalderen, afrikanske historikere kronikerede stigningen og faldet for Sahara og sudanesiske konger, fyldt med store slag og invasioner., Astronomer kortlagde stjernernes bevægelse, læger gav instruktioner om ernæring og de terapeutiske egenskaber hos ørkenplanter, og etikere diskuterede sådanne spørgsmål som polygami og tobaksrygning. Tal Tamari, en historiker ved National Center for Scientific Research i Paris, der for nylig besøgte Timbuktu: “vil revolutionere hvad man synes om Vestafrika.”
nogle forskere mener, at værkerne måske endda kan bidrage til at bygge bro over den voksende kløft mellem Vesten og den islamiske verden., Islamiske lærde fra det sekstende århundrede går ind for at udvide kvinders rettigheder, udforske metoder til konfliktløsning og diskutere, hvordan man bedst kan integrere ikke-muslimer i et islamisk samfund. Et af de senere manuskripter, der blev opdaget, et brev fra 1853 af Sheik al-Bakkay al-Kounti, en åndelig leder i Timbuktu, beder den regerende monark, sultanen fra Masina, om at skåne livet for den tyske opdagelsesrejsende Heinrich Barth. Sultanen havde beordret Barth ” s henrettelse, fordi ikke-muslimer blev forhindret i at komme ind i byen, men al-Bakkay argumenterede i en veltalende brev, at islamisk lov forbød drab., “Han er et menneske, og han har ikke ført krig mod os,” skrev al-Bakkay. Barth forblev under beskyttelse af al-Bakkay og kom til sidst tilbage til Europa uskadt. “Manuskripterne viser, at Islam er en religion for tolerance,” siger Abdel Kader Haidara, der ejer en af de største private samlinger af manuskripter i Timbuktu, herunder brevet fra al-Bakkay. Haidara indsamler midler til at oversætte nogle af dem til engelsk og fransk. “Vi er nødt til at ændre folks sind om Islam,”han siger. “Vi er nødt til at vise dem sandheden.,”
Den sidste gang jeg”d besøgt Timbuktu, i 1995, var der kun tre måder at komme dertil: en tre-dages rejse op ad floden med en motoriseret piroguen, eller kano, fra handel byen Mopti; et chartrede fly, eller en flyvning på den notorisk upålidelige regering flyselskab, Air Mali, hånligt kendt som Air Måske. Men da jeg vendte tilbage i februar sidste år, i slutningen af den kølige, tør sæson, at kontrollere på byens kulturelle genoplivning, jeg fløj fra Bamako på en kommerciel flyvning drives af en ny privat flyselskab, Mali Air e .press—en af fire flyvninger til Timbuktu hver uge., Den russisk fremstillede turboprop, med en sydafrikansk besætning, fulgte løbet af Niger-floden, en svag sølvstreng, der sår gennem et pandekage-fladt, øde landskab. Efter to timer vi krængede lavt over fladt tag, dun-farvede bygninger et par miles øst for floden og rørt ned på Timbuktu”S Asfalt landingsbane. Uden for en lille terminal, en flåde af firehjulstræk ta .ier ventede på at færge turister ned ad en nybygget asfaltvej til byen., Jeg klatrede ind i en Toyota Land Cruiser og instruerede chaufføren, Baba, en ung Tuareg, der talte fremragende fransk og et par ord engelsk, til Hotel Colombe, et af flere hoteller, der har åbnet i de sidste tre år for at imødekomme en hurtigt voksende turisthandel.
Ved første øjekast havde lidt ændret sig i årtiet, at jeg”d været væk. Stedet føltes stadig som den legendariske bagside af beyond. Under en flammende sen vintersol, lokale drev gennem sandede gyder foret med muddervæggede og betonblokkehytter, den eneste skygge, der leveres af de tornede grene af akacietræer., De få stænk af farve, der lysnede ellers monokromatisk landskab kom fra den brændende røde trøjer af et fodboldhold, der praktiserer i et sandet område, lime grøn facade af en købmand og peacock blue bubus, eller traditionelle klæder, af de lokale Tuareg mænd. Byen kørte ud i en tilfældig samling af kuplede Tuareg-telte og bunker med skrald, som geder fodrede på.
alligevel Timbuktu”s isolation er blevet en smule mindre undertrykkende. Ikatel, et privat mobilnetværk, kom til byen for to år siden, som deres allestedsnærværende reklametavler og telefonkortboder vidner om., Jeg bemærkede en hvidkjolet imam, der talte eftertrykkeligt om hans Nokia foran Djingareyber-moskeen, en massiv mudderfæstning bygget i 1320 ‘ erne, der stiger i byens centrum. Tre Internetcaféser er åbnet. Hammering, savning og murerarbejde foregår over hele byen, da nye biblioteker forbereder sig på at åbne for offentligheden. Den dag, jeg ankom en delegation af imamer fra Marokko, flere forskere fra Paris, et team af preservationists fra Universitetet i Oslo, og et par af radio-journalister fra Tyskland var klar til at se på manuskripter.,
Timbuktu er heller ikke længere immun mod de ideologiske smitsomheder, der har plaget den bredere verden. I den sydøstlige kant af byen påpegede Baba en lysegul betonmoske, langt den bedst konstruerede nye bygning i byen, bygget af saudiske .ahhabier, der uden særlig succes har forsøgt at eksportere deres hårde linje af Islam til Sahara. Ikke langt fra Hotelahhabis ” tilholdssted på terrassen på Hotel Bouctou løb jeg over fem rene unge amerikanske specialstyrker, der blev sendt for at træne den maliske hær i bekæmpelse af terrorisme., Fælles militære operationer er blevet almindelige i Sahel, da Algeriske Islamiske terrorist celle, den Salafistiske Gruppe for Prædiken og Kamp, beslaglagt snesevis af Europæiske gidsler på grænsen mellem Algeriet og Mali for tre år siden og holdt dem for seks måneder i Malis ørken.
de Fleste historikere mener, at Timbuktu blev grundlagt i 1100-tallet af en Tuareg kvinde ved navn Bouctou, der kørte en rasteplads for camel campingvogne på en biflod til Niger-Floden. (“Tin Bouctou” betyder ” brønden af Bouctou.,”) Byen nåede sit højdepunkt i begyndelsen af det 16. århundrede under kong Askia Mohammeds regeringstid, der forenede Vestafrika i Songhai-Imperiet og regerede i 35 velstående år. Den Tariqh al-Sudan, en historie af Timbuktu skrevet i det 17. århundrede, beskrev byen i sin storhedstid som “et fristed for videnskabelig og retskafne folk, et tilholdssted for hellige og asketer, og et mødested for campingvogne og både.”I 1509 ankom Mohammed al-.a..an al-.ayati, en 16-årig studerende fra fe., af camel med sin onkel, en diplomat, og fandt en travl kommerciel korsvej., Træ, guld-og slave-handlende fra Ghana, salt sælgere fra Sahara, og de Arabiske forskere og handlende fra Levant, rørt i basarer fyldt med krydderier, tekstiler og fødevarer, og gennemført transaktioner med cowrie skaller og klumper af guld. “Midt i byen er der et tempel bygget af murede sten og kalkstensmørtel…og et stort palads, hvor kongen bliver, ” skrev al-.ayati i en konto, der blev offentliggjort i 1526 under navnet Leo Africanus. “Der er mange håndværkere” workshopsorkshops, Købmænd og vævere af bomuldsklude., Europas klæder når Timbuktu, bragt af Barbary Købmænd.”
Al-Alayati var forbløffet over det stipendium, han opdagede i Timbuktu. (På trods af hans opmuntring til uddannelse var kejseren selv ikke kendt for sin åbenhed. “Kongen er en inveterate fjende af Jøderne,” bemærkede al -ayayati. “Han ønsker ikke nogen at bo i sin by . Hvis han hører det sagde, at en Barbary købmand…gør forretninger med dem, konfiskerer han sine varer.”) Al-.ayati var mest imponeret over den blomstrende handel med bøger, som han observerede i Timbuktu ” s markeder., Håndskrevet på klassisk arabisk, bøgerne var lavet af linnedbaseret papir købt fra handlende, der krydsede ørkenen fra Marokko og Algeriet. Blæk og farvestoffer blev ekstraheret fra ørkenplanter, og dæksler blev lavet af skind fra geder og får. “Mange manuskripter…sælges, ” bemærkede han. “Et sådant salg er mere rentabelt end nogen andre varer.”
toogfirs år efter al -ayayatis besøg kom den marokkanske Sultans hære ind i byen, dræbte lærde, der opfordrede modstand og førte resten til kongestolen i Marrakesh., Den tvungne udvandring sluttede Byens ” dage som et centrum for skolasticisme. (Timbuktu falmede snart også som et kommercielt center, efter at slavehandlere og andre købmænd fra Europa landede i Vestafrika og oprettede havnetværk for at konkurrere med ørkenruterne.) For det meste, de mængder af historie, poesi, medicin, astronomi og andre emner, der blev købt og solgt af tusindvis i Timbuktu”s basarer forsvandt i ørkenen., Og der forblev de, skjult i rustende kufferter i muggen opbevaringsrum, gemt i bjerghuler eller begravet i huller i Sahara-sandet for at beskytte dem mod erobrere og kolonisatorer, Senest franskmændene, der forlod i 1960.
kampagnen for at redde Malis manuskripter begyndte i 1964, fire år efter Mali vandt sin uafhængighed. Det år UNESCO repræsentanter mødtes i Timbuktu og besluttede at skabe en håndfuld centre til at indsamle og bevare regionens”s tabte skrifter., Det tog yderligere ni år, før regeringen åbnede Center Ahmed Baba, opkaldt efter en berømt islamisk lærer, der blev ført til eksil i Marrakesh i 1591. Med finansiering fra De Forenede Nationer og flere islamiske lande, herunder ku .ait og Saudi-Arabien, sendte centret medarbejdere ud på landet for at søge efter tabte manuskripter. En samler var Mohammed Haidara, en islamisk lærd og manuskriptproducent fra Bamba, en landsby midtvejs mellem Timbuktu og Landsbyen Gao. Haidara hjalp med at opbygge en samling på 2.500 bind., Kort efter sin død i 1981, centret direktør vendte sig til Haidara søn, Abdel Kader, derefter i 20 ‘ erne, og bad ham om at overtage sin fars job.Abdel Kader haidara tilbragte det næste årti med at rejse til fods og med kamel i hele Mali og tage piroguer langs Niger-floden og dens bifloder. “Jeg ledte efter manuskripter i alle landsbyerne,” sagde han til mig. En høj, ebullient mand med en Falstaffian fipskæg og totter af sort krøllet hår indrammer en skinnende, skaldet pate, Haidara er almindeligt anset for den vigtigste figur i Timbuktu”s renæssance. “Alle kendte min far., De sagde alle: “Åh, du er hans søn,” men arbejdet var svært, ” sagde han. Mange landsbyboere var dybt mistroiske over for en interloper, der forsøgte at fjerne ejendele, der havde været i deres familier i generationer. “Folk sagde,” han er farlig. Hvad vil han med disse manuskripter? Måske vil han ødelægge dem. Måske vil han bringe os en ny religion.””Andre kørte hårde tilbud., En landsby chef forlangte, at Haidara bygge en moské til hans landsby i bytte for sin samling af gamle bøger, efter at byggeriet var færdigt, han udtrukket en renovering for den lokale madrasa (Islamisk religiøs skole) og et nyt hus så godt. Nogle høvdinge ønskede kontanter, andre bosatte sig for husdyr. Men Haidara forhandlet hårdt-han var vokset op omkring gamle manuskripter og havde udviklet en skarp fornemmelse af hver bog”s værd. “Jeg gav mange køer ud,” sagde han.
i 1993 besluttede Haidara at forlade centrum og vove sig ud på egen hånd., “Jeg havde mange af mine egne manuskripter, men min familie sagde, at det ikke var tilladt at sælge dem. Så jeg fortalte Ahmed Baba-direktøren ,” jeg vil oprette et privat bibliotek til dem, “og han sagde,” fint.””I tre år søgte Haidara efter finansiering uden succes. Derefter stoppede Henry Louis Gates Jr. i 1997 i Timbuktu, mens han lavede en TV-serie om Afrika. Haidara viste sine manuskripter til Harvard scholar, der havde kendt lidt om black Africa”s skriftlige historie. “Gates blev flyttet,” siger Haidara. “Han græd, og han sagde:”Jeg vil forsøge at hjælpe dig.,””Med Gates” – godkendelse fik Haidara et tilskud fra andre.Mellon Foundation, som gjorde det muligt for ham at fortsætte med at søge efter familiebøger og at konstruere et bibliotek til at huse dem. Biblioth Mamma Mammaue Mamma Haidara åbnede i Timbuktu i 2000; i dag indeholder samlingen 9.000 bind.
I 1996 af en fond, der Haidara, der er etableret, Savama-DCI, for at opfordre andre med adgang til familiens samlinger til at følge i hans fodspor, modtog en $600,000 tilskud fra Ford Foundation til at opføre to nye biblioteker i Timbuktu, Bibliothèque al-Wangari og Bibliothèque Allimam Ben Essayouti., Midlerne vil også give Haidara mulighed for at renovere sit eget bibliotek og købe computere til digitalisering af værkerne, ansætte eksperter til at gendanne beskadigede bøger og give instruktion til lokale arkivister. Haidara er blevet drivkraften bag manuskriptbevarelse i Sahara. “Vi ønsker, at folk skal kunne røre og læse disse manuskripter,” sagde han til mig. “Vi ønsker at gøre dem tilgængelige. Men først skal de beskyttes.”
arbejdet får fart., Efter mødet med Haidara besøgte jeg centrum Ahmed Baba, et smukt kompleks af stenbygninger med mauriske buegange beliggende omkring en sandgård beplantet med dadelpalmer og ørkenakacier. Direktør Mohamed Gallah Dicko eskorterede mig ind i atelieret. Fjorten arbejdere lavede opbevaringsbokse og omhyggeligt indpakkede smuldrende manuskriptsider i gennemsigtigt japansk papir kaldet kitikata. “Dette vil beskytte dem i mindst 100 år,” sagde han., I alt 6.538 manuskripter i centrum er blevet “dedusted”, indpakket i syrefri papir og anbragt i kasser, sagde Gallah Dicko; der er yderligere 19,000 at gå. Arbejderne har fløjet til workshops i Cape Town og Pretoria betalt af Syd-Afrika”, s Nationale Arkiv, en del af et program, som den Sydafrikanske regering, der blev indledt, efter at Præsident Mbeki besøgte Timbuktu i 2002. I et luftløst rum på tværs af gården hænger et dusin arkivister over Epson – og Canon-scannere og skaber digitale billeder af værkerne side for side., Håndskriftssamlingen vokser så hurtigt, at personalet kan”t holde op. “Vi udvider vores søgning mod nordvest og nordøst,” fortæller Gallah Dicko. “Der er hundreder af tusinder af manuskripter stadig derude.”
alligevel placere bøgerne i Timbuktu biblioteker under pleje af eksperter gør ikke”t garantere deres beskyttelse. For syv år siden fik kraftige regnvejr Niger til at flyde over sine bredder. Den værste oversvømmelse i årtier fejede gennem Timbuktu, ødelagde 200 huse og mange værdifulde værker., Kun hurtig redning forhindrede Ruinen af 7.025 manuskripter på den spansk-finansierede Biblioth..ue Fondo Kati, hvis skatte inkluderer en uvurderlig belyst Koran lavet i Ceuta, Andalusien, i 1198. “Vi sætter poser med sand omkring huset, og vi reddede det fra sammenbrud,” fik jeg at vide af biblioteket”s skaberen, Ismael Diadie Haidara (ingen relation til Abdel Kader Haidara), hvis mandlige forfader flygtede Toledo i 1468 og bragt hundredvis af manuskripter, herunder Ceuta Koranen, at Afrika. “Vi kunne have mistet alt.,”
to dage efter vores møde arrangerer Abdel Kader Haidara mig at rejse til Tuareg-landsbyen Ber, 40 miles øst for Timbuktu. Det er en af en håndfuld af fjerntliggende Sahara bosættelser, hvor islamiske lærde og andre, under Haidara”s formynderskab, er begyndt at bygge deres egne manuskript samlinger. Solen stiger bare, når vi afgår Timbuktu, og en kølig vind pisker gennem de åbne vinduer på vores voldsramte Landcruiser., Baba styrer køretøjet over en bølgende sand spor, passerer lejre af nomader, der har slået telte på byens”udkanten at sælge smykker og tilbyde kamel rides til vestlige turister. Så vi ” re i hjertet af Sahara, fishtailing forbi klitter og scraggly acacias.
Fida ag Mohammed, samlingen”s kurator, fikler med et sæt af bøn perler på bagsædet. En gaunt mand i slutningen af 40 ‘erne eller begyndelsen af 50’ erne med wispy bakkenbarter, der blæser udad i brisen, Mohammed var oprindeligt tilbageholdende med at tage mig, en fremmed, til Ber., Men Haidara forsikrede ham om, at jeg var journalist, ikke spion, og han accepterede endelig. “Der er onde mennesker derude, der ønsker at stjæle fra os, vores traditioner, vores historie,” forklarer han som Baba ud til at undgå en overskridelse af tilladt hastighed pickup truck fyldt med blå-klædt, hvid-scarved Tuareger. “Vi skal være forsigtige.”
efter to timer når vi Ber, en Skyggeløs samling af muddersten hytter og telte spredt over en sadel mellem to lave ørkenkanter. Der er en veterinærklinik, et sundhedscenter og en grundskole, men få andre tegn på varighed., Mohammed fører os til sit to-værelses hus, hvor vi sidder på måtter på snavsgulvet. Han forsvinder ind i sit køkken og vender tilbage med en gryde fyldt med noget mørkt og ildelugtende: hakket ga .elle, Baba hvisker. Nervøst smager jeg et par skefulde af kødet, finder det gamy og gristly og afviser den varme kamelmælk, som Mohammed tilbyder som digestif.ber havde engang 15.000 manuskripter fra det 15. århundrede, fortæller mændene mig. De fleste af disse var i besiddelse af landsby marabouts, eller “viden mænd,” ofte de eneste personer, der ved, hvordan man læser og skriver., Men i de tidlige 1990 ‘ ere, efter en periode med tørke og forsømmelse fra regeringen, lancerede Tuaregerne et voldeligt oprør. Tuareg landsbyer blev angrebet, plyndret og undertiden brændt af regeringstropper og lejesoldater fra andre ørken stammer. (Ber blev skånet.) Før Tuaregerne og regeringen indgået en fredsaftale i 1996, ber ” s indbyggere spredt alle, men et par hundrede manuskripter til bosættelser dybt i Sahara, eller begravet dem i sandet. Det var en moderne version af en historie, der har spillet ud i Mali i århundreder, en historie om krig, depredation og tab., “Jeg er begyndt at finde manuskripterne igen,” fortæller Mohammed mig. “Men det tager tid.”
Vi krydser en sandmark og går ind i en hytte med tintag, Mohammed “s” Centre de Recherche.”Mohammed åbner en kuffert for mine fødder og begynder at tage ud snesevis af mængder, resterne af Ber”s oprindelige samling, sammen med et par han har genvundet. Han rører dem ærbødigt, delikat. “Støv er fjenden for disse manuskripter,” mumler han og ryster på hovedet. “Støv spiser væk på dem og ødelægger dem over tid.,”Jeg henter en miniatyrkoran fra det 15. århundrede, tommelfinger gennem den og stirrer forbløffet på en illustration af Den Store Moske i Medina. Den tegning, udover geometriske mønstre, at jeg”har set i fire dage for at se på manuskripter: en minutiøst gengivet, pen og blæk skildring af en anonym kunstner Saudi-Arabien”s stenvægge, fæstning, to blyantstynde minareter stigende i løbet af de centrale gyldne kuppel, dato palm træer, der ligger på kanten af moskeen og ørken og bjerge i det fjerne. “Du er en af de første udenforstående, der ser dette,” fortæller han mig.,
efter en times inspektion af værkerne, Mohammed bringer et gæsteregister, en tynd, klasse-skole komposition bog, og beder mig om at underskrive det. I alt seks besøgende har tilmeldt sig siden 2002, herunder en tidligere amerikansk ambassadør i Mali. “Næste gang du kommer til Ber, tager jeg dig ud i ørkenen i en uge,”fortæller Mohammed mig, før vi skiller os. “Jeg” vil vise dig, hvor de begravede bøgerne, dybt i jorden, så ingen kan finde dem.”De er stadig derude, tusinder af dem, bevogtet af bange landsbyboere, opløses langsomt i varmen og støvet., Men takket være Mohammed, Haidara, al-.angari og andre som dem, er ørkenen omsider begyndt at overgive sine hemmeligheder.forfatter Joshua Hammer bor i Cape to .n, Sydafrika. Fotograf Alyssa Banta er baseret i Fort Worth, Texas.